
Nordvands indkøbspolitik har til formål at sikre koordination af vores køb af varer og serviceydelser, og dermed skabe grundlaget for optimale indkøbsvilkår i forhold til kvalitet, service og økonomi. Den skal bidrage til at styrke de administrative processer, og via optimering af Nordvands indkøb være med til at skabe mere værdi for kunder, medarbejdere og ejere.
Nordvand arbejder på at have stabile længerevarende aftaler med leverandører. Enhver henvendelse til Nordvand behandles med baggrund i lighed og saglighed. Ingen må holdes ude.
Miljø og arbejdsmiljø
Det er en del af indkøbspolitikken at sikre, at der inddrages miljømæssige hensyn ved indkøb herunder også energihensyn. Opgaver søges generelt løst med så lille belastning af miljøet som muligt. Miljøhensyn inddrages således på lige fod med andre hensyn i planlægningen og i udførelsen af Nordvands indkøb.
Etiske krav
Nordvand forudsætter, at selskabets leverandører og deres underleverandører efterlever de internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt.
Nordvand forventer, at leverandører og deres underleverandører respekterer grundlæggende menneskerettigheder, herunder lever op til FNs Menneskerettighedserklæring og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.