Bagsværd Vandværk ligger på Bindeleddet i Bagsværd. Her indvinder vi 900.000 kubikmeter vand om året.
Indvindingen sker fra en kildeplads tæt på værket, hvor vi har tre aktive boringer. Den ene boring kan dog ikke bruges til drikkevand, da der er fundet klorerede opløsningsmidler og nedbrydningsprodukter, der overstiger kvalitetskravene til vand.
Vi vil gerne undgå, at den forurening breder sig. Derfor pumper vi fortsat det forurenede grundvand op.
Grundvandet fra de to andre boringer er af god kvalitet og kræver kun en simpel vandbehandling i form af iltning og filtrering, hvor vi fjerner jern, mangan, ammonium og metan.
Bagsværd Vandværk er opført i 1921 og blevet renoveret gennem tiden. Vi kan behandle 150 kubikmeter vand i timen. Når grundvandet har været igennem iltningstrappe og sandfiltrering, bliver det ledt videre til en rentvandsbeholder på 400 kubikmeter inden det pumpes videre ud til forbrugerne.